KUI - Status, januar 2021
Dette punkt er fra en dagsorden. Beslutning fremgår først, når referatet er offentliggjort.
Sagsfremstilling
Som del af ”Aftale om bedre veje til uddannelse og job” fik kommunerne til opgave at organisere deres ungeindsats for de 15-25-årige unge på tværs af uddannelses-, beskæftigelses-, og socialområderne. Formålet er at gøre de unge parate til at gennemføre ungdomsuddannelse eller komme i beskæftigelse. I Middelfart følger vi målgruppen 13 – 30-årige.
Status består af afrapportering på nationale såvel som lokale målsætninger, samt relevante nøgletal på ungeområdet i relation hertil. Nærværende afrapportering omfatter desuden en kort orientering om de fire indsatser, som den kommunale ungeindsats har haft særligt fokus på de seneste 12 mdr.
Praksis har siden januar 2019 været, at den kommunale sammenhængende ungeindsats har givet en status til Skoleudvalg, Børn, Kultur- og Fritidsudvalg, Beskæftigelses- og Arbejdsmarkedsudvalg og Social- og Sundhedsudvalg samt Byråd 2 gange årligt.
På den baggrund havde den administrative styregruppe efter dialog med den politiske styregruppe forberedt en fælles sag om dels en status på indsatserne, dels en dialog om fremtidige fælles indsatser og endeligt en beslutning om frekvensen af den fremtidige status til det politiske niveau.
På fællesmødet mellem Skoleudvalget og Børn, Kultur- og Fritidsudvalget, som var de første udvalg, der skulle behandle sagen, ønskede et flertal at løfte nogle af anbefalingerne i statusredegørelsen op til beslutningspunkter.
Beslutningen på mødet den 10. november 2020 for de to udvalg ses her:
Omlægning af efterværn, som medfører styrket efterværn og støtte til unge i forhold til deres mod på livet og mere uddannelse overgår til Børn, Kultur- og Fritidsudvalgets driftsområde.
Unge i Mesterlære er i god gænge og overgår til Job- og Vækstcenterets drift.
Læring og kultur i den sammenhængende ungeindsats vil fortsat være forankret i KUI-Styregruppen, som har ansvaret for at sikre de sammenhængende indsatser.
I forhold til punktet uddannelsesvejledning vurderer fagudvalgene ikke, at arbejdet er kommet tilstrækkeligt i mål. Fagudvalgene ønsker derfor, at der fortsat arbejdes på at udvikle vejledningen til alle elever for at sikre, alle unge har mod på livet og mod til mere uddannelse. Det betyder, at denne indsats fortsat skal følges af alle fagudvalg i regi af KUI-opgaven.
Skoleudvalget og Børn, Kultur- og Fritidsudvalget besluttede at løfte punktet om den fremtidige afrapportering op til en beslutningssag.
De to udvalg besluttede følgende:
At der fortsat skal være to årlige afrapporteringer
I forhold til forvaltningens indstilling om, at Byrådet drøfter og kvalificerer den nye fælles indsats ”Partnerskab med uddannelsesinstitutioner” blev dette punkt godkendt.
Sagen blev efterfølgende udsat i både Beskæftigelses- og Arbejdsmarkedsudvalget og Social- og Sundhedsudvalget. Udsættelsen har givet forvaltningerne tid til at samle op på de her nævnte politiske beslutninger og udarbejdet en fornyet fælles sag til behandling. Der har således efterfølgende været afholdt møder i både den administrative og politiske styregruppe.
På den bagrund foreslås en fornyet og fælles behandling af den kommunale ungeindsats med henblik på at beslutte den fortsatte retning og mål for indsatserne.
Økonomi
Ingen
Beslutning
Godkendt.