Fremtidig håndtering af husholdningsaffald i Middelfart Kommune
Dette punkt er fra en dagsorden. Beslutning fremgår først, når referatet er offentliggjort.
Sagsfremstilling
Ifølge affaldsbekendtgørelsen af 9. december 2020 skal kommunerne senest den 1. juli 2021 etablere en indsamlingsordning som en henteordning for særskilt indsamling af madaffald, restaffald, papir, pap, glasaffald, metalaffald, plastaffald, mad- og drikkekartonaffald og farligt affald foruden en indsamlingsordning for tekstilaffald pr. 1. januar 2022. Sagen omhandler konsekvenserne herved for Middelfart Kommune.
Økonomi
I forbindelse med budgetlægningen for 2021 har Byrådet godkendt en revideret omkostninsfordeling af affaldstaksterne, hvorved nogle takster er opjusteret, medens andre er nedjusteret. For at minimere den årlige stigning på taksterne, reguleres taksterne over en 4 årig periode.
Reguleringen i 2021 omfatter ordningen for husstandsindsamlingen af genanvendelige materialer. Reguleringen af ordningen for husstandsindsamling for rest- og madaffaldet fortages i 2022, mens grundgebyret reguleres i 2023 og 2024.
Implementering af nye indsamlingsordninger i 2022, som følge af de nye krav i affaldsbekendtgørelsen, forventes at medføre en forøgelse af renovationsgebyret på ca. 350 - 400 kr. pr. husstand pr. år samt en anlægsinvestering på 8-12 mio. kr.
Den forventede gebyrstigning indarbejdes i den af Byrådet godkendte reguleringsmodel. Til den forestående anlægsinvestering vil der blive søgt om en tillægsbevilling til den eksisterende anlægsbevilling, som blev frigivet i forbindelse med implementering af nye affaldsordninger i 2020.
Udgifter til kommunens implementering af ny indsamlingsordning for husholdningsaffaldet har ikke økonomiske konsekvenser for Middelfart Kommune, da omkostningerne opkræves via affaldstaksterne.
Beslutning
Godkendt.