Punkt 227 | Byrådet | mandag den 30. september 2019

Kommunegaranti til Middelfart Fjernvarme a.m.b.a.

Dette punkt er fra en dagsorden. Beslutning fremgår først, når referatet er offentliggjort.

Sagsfremstilling

Middelfart Kommune har modtaget en anmodning fra Middelfart Fjernvarme a.m.b.a. om garanti for lånoptagelse hos Kommunekredit på i alt 42,0 mio. kr.

Økonomi

Indledningsvis skal det bemærkes, at Middelfart Kommune kan stille kommunegaranti for Middelfart Fjernvarme a.m.b.a. uden at dette belaster kommunens låneramme, jf. §2 i "Bekendtgørelse om kommuners låntagning og meddelelse af garantier mv.".

Det skal videre bemærkes, at kommunalfuldmagten giver mulighed for at Byrådet kan tiltræde at stille garanti for virksomheders drift på forsyningsområdet.

I henhold til EU's statsstøtteregler er Middelfart Kommune imidlertid forpligtet til at opkræve garantiprovision på markedsvilkår ved garantistillelser på forsyningsområdet. Det indebærer mere konkret, at låneydelsen hos Kommunekredit, tillagt den af kommunen opkrævne garantiprovision, skal modsvare de finansieringsvilkår garantimodtager kan opnå på det almindelige kapitalmarked.

Økonomiafdelingen har i forbindelse med denne garantisag foretaget en konkret og individuel kreditgennemgang af Middelfart Fjernvarme a.m.b.a. med henblik på at fastsætte garantiprovisionen.
Beregningen af provisionssatsen tager afsæt i kommunens kreditscoremodel.
Det lægges til grund:

At selskabet agerer indenfor en regulatorisk ramme, som er præget af høj forudsigelighed og gennemsigtighed, som aftestet i praksis over en længere periode. 


At selskabet gennemgående har en god evne til at få dækket omkostninger og absorbere forandringer. Der er tale om en indtægtsdækket virksomhed, som over de senere år har præsteret en egenkapitalforretning tæt på 0 i overensstemmelse med målsætningen for indtægtsdækkede virksomheder. Der er ikke tilslutningspligt for fjernvarmeforbrugerne i Middelfart Kommune og der er således en vis risiko for indtægtsgrundlaget kan erodere over tid i takt med fjernvarmeforbrugere substituerer fjernvarme med andre  energikilder. I praksis vurderes det dog, at der både på kort og lang sigt kan opretholdes en høj tilslutningsgrad. således vurderes virksomhedens evne til at opnå indtægtsdækning som værende god. Det bemærkes herudover, at virksomheden er beliggende i et område, hvor den demografiske udvikling, herunder nye jordudstykninger, understøtter kundevækst.


At Middelfart Selskab har en simpel og overskuelig selskabsform med fokus på et afgrænset geografisk område og med begrænsede risici i forhold til involvering af andre selskaber.

Det lægges yderligere til grund for kreditvurderingen, at ejerskabsformen er privat/forbrugerejet andelsselskab, dvs. muligheden for at hente yderligere egenkapital i ejerkredsen i en eventuel krisesituation er begrænset.

Samlet set vurderes selskabet at indplacere sig i kategorien "stærk kreditkvalitet, hvilket indebærer, at garantiprovisionen ud fra markedsmæssige principper kan fastsættes til 0,55%. Dette svarer til 231.000 kroner i det første år.
Forvaltningen har under sagen haft kontakt til Middelfart Fjernvarme. Selskabet ønsker som udgangspunkt at optage et 20-årigt lån, men vil gerne have muligheden for at gå op på 25 år. Det indstilles derfor, at der kan optages et lån med en løbetid på op til 25 år.

Beslutning

Godkendt.
Anja Reilev deltog ikke i sagens behandling.
Bo Juul Nielsen var inhabil i sagens behandling.