Punkt 113 | Byrådet | mandag den 6. november 2017

Forslag fra Enhedslisten vedr. oprettelse af stilling som kommunal ombudsmand/borgerrådgiver

Dette punkt er fra en dagsorden. Beslutning fremgår først, når referatet er offentliggjort.

Sagsfremstilling

I Enhedslisten foreslår vi en lokal ombudsperson eller borgerrådgiver. En instans som er uvildig og som skal tage sig af henvendelser fra borgere.

Begrundelse:
Vi har igennem det seneste lange stykke tid hørt om borgere og pårørende, som føler sig negligeret og ikke hørt på af kommunens sagsbehandlere og derfor ønsker vi, at borgerne får et lokalt sted at gå til, hvis de føler sig uretfærdigt behandlet.

Selvom vi på nationalt niveau har en instans, der kan tage sig af henvendelser fra borgere – også om kommunale sager – tror vi, en lokal instans vil have større relevans for borgerne i vores kommune.

Vores forslag lægger op til en offentlig ansat juridisk medarbejder, som kan hjælpe borgerne i uoverensstemmelser imellem forvaltningen og netop den enkelte borger. Medarbejderen skal som udgangspunkt være uvildig i alle sager, men skal med sit faglige grundlag bidrage til forståelse og bevidstgørelse.

I Danmark er lovstoffet indviklet, langt og avanceret, derfor har man som menig borger brug for en juridisk person, der kan hjælpe med at gennemgå lovtekster i forhold den sagsbehandling, man har modtaget.

Ombudspersonens rolle vil have en gavnlig effekt på de mange fejl, der begås i den kommunale forvaltning.

Økonomi

Ingen

Beslutning

Ændringsforslag stillet af borgmesteren blev læst op:
Byrådet er optaget af, at der også i fremtiden sker korrekt, menneskelig og saglig sagsbehandling i Middelfart Kommune på de sociale områder. Byrådet er samtidig optaget af, at kommunikation og dialog mellem borgere og forvaltning er så konstruktiv og løsningsorienteret som muligt med afsæt i borgernes behov, borgernes medvirken og egne ressourcer samt lovgivningen.
I den forbindelse ønsker Byrådet at sætte fokus på, om sagsbehandling og kommunikation kan udvikles videre med det sigte, at fremdrift og samarbejde i sagsforløbene bliver så godt som muligt.
Det daglige samarbejde mellem borgere og forvaltning er den enkelte sagsbehandler. Det er i det samarbejde retningen i det videre forløb i sagerne bliver drøftet og lagt fast.
I det lys skal forvaltningen:
Fremkomme med forslag til, hvorledes sagsbehandling og kommunikation kan forbedres yderligere – bl.a. med afsæt i erfaringer fra andre kommuner som fx Norddjurs. I den forbindelse kan der eksempelvis vurderes på:
o   Efteruddannelse med særligt fokus på kommunikation
o   Metoder til at gøre vanskeligt lovstof mere overskueligt for borgerne
o   Evaluering/læring af konkrete sagsforløb
o   Brug af borgervejleder/ borgerrådgiver
Forvaltningen vender tilbage med oplæg til det kommende Byråd i 1. kvartal 2018, herunder vurdering af økonomiske konsekvenser. Oplægget tager afsæt i værdigrundlaget bag Byrådets strategi: Fremtidens Velfærd.
For ændringsforslag stillet af borgmesteren stemte 24 for. Imod stemte 0. Morten Weiss-Pedersen deltog ikke i sagens behandling.