Åbning af 9 plejehjemspladser på Bromsmae/ Egebo Plejehjem
Dette punkt er fra en dagsorden. Beslutning fremgår først, når referatet er offentliggjort.
Sagsfremstilling
Social- og Sundhedsforvaltningen har undersøgt muligheden for at åbne 9 plejehjemspladser på Egebo Plejehjem i 2 etaper i september 2025 og januar 2026.
Økonomi
Prisen for åbning af 1 plejehjemsplads på Egebo er 0,411 mio. kr. i 2025. I den pris er der taget højde for personaledækning i dag- og aftenvagt, sygepleje, klippekort og hjælp i forhold til varme mad. Der er ikke behov for ekstra midler til nattevagt og ledelse. For at sikre at det normeringsmæssigt hænger sammen anbefales det, at Egebo tilføres et budget på 1,233 mio. kr. svarende til 6 pladser i 4 måneder. Pr. 1. januar 2026 skal Egebo tilføres 3,698 mio. kr. (2025 prisniveau) til i alt 9 pladser.
Forvaltningen anbefaler, at åbningen af de 9 pladser finansieres af at flere borgere fra andre kommuner får mulighed for en plejehjemsplads i Middelfart Kommune svarende til at indtægtsbudgettet øges med 0,900 mio. kr. Restbeløbet på 2,798 mio. kr. finansieres af demografipuljen, som er reserveret til stigningen i antallet af ældre som har behov for pleje og omsorg. Åbningen af 9 pladser på Egebo vil aflaste noget af presset på hjemmeplejen, idet de borgere der står på venteliste til en plejebolig har et stort plejebehov.
Ligeledes vil åbningen af 9 pladser på Egebo Plejehjem være med til at sikre en mere optimal økonomisk drift af plejehjemmet, idet et større budget øger muligheden for at personalet kan hjælpe hinanden på tværs af de fire boenheder.
Social- og psykiatriområdet har i 2024 haft en udgift til huslejetab på i alt 0,677 mio. kr. Den udgift vil bortfalde med fuld effekt i 2026.
Beslutning
Udvalget ønsker at pladserne åbnes langt hurtigere.
Forvaltningen vender retur på næste udvalgsmøde med en status.
Resten af punktet godkendt.