Kvælstofindsats på Middelfart Renseanlæg
Dette punkt er fra en dagsorden. Beslutning fremgår først, når referatet er offentliggjort.
Sagsfremstilling
I maj 2025 indgik regeringen en aftale om implementering af et Grønt Danmark. I den forbindelse blev det besluttet at gennemføre forbedret spildevandsrensning på 24 renseanlæg i Danmark. Middelfart Renseanlæg er et af disse og er udpeget til at gennemføre forbedret spildevandsrensning på kvælstof. Dette er sidenhen blevet implementeret i Indsatsbekendtgørelsen for vandområdedistrikter.
Implementeringen af forbedret spildevandsrensning på Middelfart Renseanlæg vurderes sammen med andre kvælstof tiltag at resultere i en samlet reduktion af kvælstofudledningen til Lillebælt Snævringen på 13 tons kvælstof.
Forslag til tillæg 1 til Middelfart Kommunes Spildevandsplan 2026-2031 implementerer muligheden for at Middelfart Spildevand A/S kan indføre forbedret rensning på Middelfart Renseanlæg i henhold til den indgåede aftale og Indsatsbekendtgørelsen.
Økonomi
Forslag til tillæg 1 til spildevandsplanen indeholder ikke udgifter for Middelfart Kommune.
Renseforanstaltningerne som skal etableres på Middelfart Renseanlæg for at kunne overholde det nye kvælstofkrav, dækkes af spildevandstaksterne.
Indstilling
At forslag til tillæg 1 til spildevandsplanen bliver godkendt og sendes i offentlig høring i 8
uger.
Beslutning
Anbefales godkendt