Endelig vedtagelse af Middelfart Kommunes Spildevandsplan
Dette punkt er fra en dagsorden. Beslutning fremgår først, når referatet er offentliggjort.
Sagsfremstilling
Forvaltningen har udarbejdet et forslag til en revideret spildevandplan.
Spildevandsplanen er en del af det juridiske grundlag for administrationen af reglerne om spildevand. Planen beskriver rammerne for, hvordan grundejere, kommunen og Middelfart Spildevand A/S skal håndtere spildevandet i kommunen.
Forslaget har været i høring fra den 26. juni 2025 til den 3. september 2025. I perioden har der været afholdt to borgermøder i henholdsvis Brenderup og Middelfart.
Der er i høringsperioden indkommet syv høringssvar. Svarene er vedhæftet dagsordenspunktet i deres fulde længde i dokument "Høringssvar til Spildevandsplanen 2026-2031", samt skrevet ind i vedhæftet hvidbog i forkortet udgave.
Økonomi
Ved separakloakering kan der være afledte udgifter for kommunen, da vejbrøndene er anlagt samtidig med kloakken og derfor formentlig vil være i tilsvarende stand og kan trænge til udskiftning eller renovering. Udgiften vil afhænge af selskabets implementering af planen, og om de kommunale vejbrønde vil blive udskiftet i samme takt.
I 2026 vil omkostningerne kunne holdes inden for eksisterende budget. Efterfølgende vil behov og økonomi blive vurderet.
Middelfart Spildevand A/S afholder udgifter til separatkloakering af den offentlige fælleskloak. Udgifterne til kloakprojekter dækkes af spildevandstaksterne. Projekterne finansieres via spildevandstaksterne og udgør en samlet anlægsinvestering på ca. 155 mio. kr. i perioden 2026–2031, svarende til ca. 38 mio. kr. årligt. Projekterne kan medføre behov for takstændringer, som godkendes af Byrådet. Vandsektortilsynet kan ændre selskabets økonomiske rammer, hvilket kan føre til udskydelser.
Borgere i de udpegede områder, vil selv skulle afholde udgifterne til separatkloakeringen på egen grund. Prisen for en separatkloakering på privat grund afhænger af mange forskellige forhold bl.a. tilstanden af den eksisterende kloak, samt hvilken løsning der vælges. Ifølge Bolius er gennemsnitsudgiften for en separatkloakering på cirka 40.000 kroner.
Indstilling
At forslag til revision af spildevandsplanen bliver vedtaget.
Beslutning
Anbefales godkendt