Forslag til Byrådet fra Danmarksdemokraterne og Enhedslisten vedr. præcisering af styrelsesvedtægten for at tydeliggøre, at Tidlig-SFO er frivillig
Dette punkt er fra en dagsorden. Beslutning fremgår først, når referatet er offentliggjort.
Sagsfremstilling
Der er via Lasse Schmücker (Enhedslisten) indgået følgende punkt til dagsordenen:
I den gældende styrelsesvedtægt for folkeskolerne i Middelfart Kommune står der:
“Børn i kommende 0. klasser starter som udgangspunkt i Tidlig-SFO fra 1. marts, det år de starter i skole. Der er mulighed for at blive i børnehaven.”
Denne formulering kan give anledning til misforståelser, da udtrykket “som udgangspunkt” kan tolkes som en norm eller forventning om, at børn skal starte i Tidlig-SFO. Flere sager i 2023-2025 har vist, at denne formulering i praksis har ført til, at forældre troede, at Tidlig-SFO var obligatorisk.
Tidlig-SFO er efter byrådets beslutning et frivilligt tilbud, og det er derfor afgørende, at dette fremgår entydigt af styrelsesvedtægten og al kommunikation fra forvaltningen.
Juridisk grundlag
Ifølge kommunestyrelseslovens § 2 fastsætter byrådet styrelsesvedtægten for kommunens styrelse.
Ifølge kommunestyrelseslovens § 8 har byrådet den øverste beslutningskompetence i kommunens anliggender, herunder fastsættelse af regler for skoleområdet.
Det er derfor både en ret og en pligt for byrådet at sikre, at styrelsesvedtægten er præcis og ikke kan misforstås af borgere eller forvaltning.
Indstilling
Enhedslisten og Danmarksdemokraterne foreslår
Byrådet beslutter:
At ændre ordlyden i styrelsesvedtægten for folkeskolerne, således at følgende tekst erstatter den nuværende:
Nuværende tekst:
“Børn i kommende 0. klasser starter som udgangspunkt i Tidlig-SFO fra 1. marts, det år de starter i skole. Der er mulighed for at blive i børnehaven.”
Foreslået ny tekst:
“Børn i kommende 0. klasser har mulighed for at starte i Tidlig-SFO fra 1. marts det år, de skal begynde i skole. Tidlig-SFO er et frivilligt tilbud, og forældre kan frit vælge, at barnet bliver i børnehaven frem til skolestart.”
At forvaltningen opdaterer kommunens hjemmeside, informationsmateriale og indskrivningsbreve, så det tydeligt fremgår, at Tidlig-SFO er frivillig.
At der udarbejdes en kort informationspjece eller digital guide til forældre, der forklarer valgmulighederne klart og entydigt, så ingen fremover kan blive vildledt.
Begrundelse
Ved at ændre ordlyden i styrelsesvedtægten præciserer byrådet klart og tydeligt, at Tidlig-SFO er et frivilligt tilbud. Dette vil forebygge misforståelser, sikre overensstemmelse mellem kommunens praksis og vedtægten og bidrage til at genskabe forældrenes tillid efter den nylige sag om Tidlig-SFO.
Beslutning
Borgmesteren foreslog:
Byrådet bakker op om Skoleudvalgets og Budgetforligets beslutning om analyse af overgangen mellem dagtilbud og skole. Vi ønsker et fagligt og sagligt grundlag for en grundig dialog med forældre, medarbejdere og ledere om de bedste modeller for børnenes overgang mellem dagtilbud og SFO.
For stemte 23: A, C, F, O og V
Imod stemte 2: Æ og Ø