Punkt 11 | Skoleudvalget | mandag den 9. marts 2026

Regnskabsberetning 2025 for Skoleudvalgets område

Dette punkt er fra en dagsorden. Beslutning fremgår først, når referatet er offentliggjort.

Sagsfremstilling

Økonomiafdelingen har i samarbejde med Børn og Ungeforvaltningen udarbejdet regnskabsberetningen for 2025 på Skoleudvalgets område.
Regnskabsberetningen præsenteres i denne sag.

Økonomi

Det centrale område
På Skoleafdelingens centrale driftsramme blev der i 2025 realiseret et overskud på 2,8 mio. kr. i forhold til det oprindelige budgetgrundlag, når der korrigeredes for interne afregninger, puljeudmøntninger, opgaveomlægninger mv.
På budgetposten ”fællesudgifter” er der realiseret et samlet mindreforbrug på 3,1 mio. kr. Mindreforbruget vedrører især færre udgifter til mellemkommunale nettoafregninger for kommunegrænsekrydsende elever.
PPR har realiseret et merforbrug på 0,9 mio. kr., som primært skyldes, at man har valgt at lave en midlertidig opnormering i PPR. Opnormeringen finansieres fra overskud på andre driftsområder.
På SFO-området blev der realiseret et mindreforbrug på 0,3 mio. kr. Mindreforbruget skyldes mestendels, at den afsatte pulje til aktivitetsbestemte reguleringer ikke blev fuldt udnyttet. Underliggende ses et betydeligt og stigende merforbrug på søskendetilskud, som dog for en stor del modsvares af mindreudgifter til økonomiske og pædagogiske fripladser. Der er i regnskabsresultatet hensat 0,7 mio. kr. til tilbagebetaling af projekttilskud til Undervisningsministeriet, idet Østre Skole ikke har formået at udnytte alle midlerne til løft af fritidspædagogik.
På kørselsområdet blev der realiseret et merforbrug på 1,2 mio. kr. Merudgifterne til kørsel skyldes en kombination af øget kørselsomfang til eksterne specialundervisningstilbud og generelle prisstigninger på transport. De opadgående kørselsudgifter er et væsentligt fremadrettet fokuspunkt.
Udgifterne til kommunale og regionale specialskoler blev 3,2 mio. kr. lavere end budgetfor-udsat. Mindreforbruget skyldes især, at der henvises færre elever til specialundervisningstilbud i andre kommuner, samt at der går færre af kommunens egne elever på Skrillingeskolen.
Regnskabet bekræfter, at de iværksatte tiltag for at inkludere flere børn i almenområdet og visitere til egne specialundervisningstilbud frem for eksterne specialundervisningstilbud virker. Udviklingssporet, der har til formål at styrke skolerne i forhold til at kunne rumme flere elever i den lokale distriktsskole, har forsat høj prioritet på skoleområdet.
Betalingen til statsbidragspligtige uddannelser består hovedsagelig af kommunens afregning til privatskoler, SFO på privatskoler, samt elevbetalinger til efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler. Udgiften til denne post ligger 1,3 mio. kr. under det budgetlagte niveau og mindreforbruget vedrører først og fremmest efterskolerne.
Udgifterne til uddannelsesvejledning lå 0,1 mio. kr. over det budgetlagte niveau.
Vendes blikket mod hjemmetræningsområdet, så ses der over længere tid en opadgående udgiftsglidning. Stigningen skyldes, at hjemmetræningssagerne er blevet dyrere. Der blev lige som det foregående år realiseret et merforbrug på hjemmetræning på 0,4 mio. kr., hvilket er ca. dobbelt op i forhold til budgetgrundlaget.
Det decentrale område
Skoleområdets decentrale enheder består af i alt af 14 institutioner, herunder 11 folkeskoler, Skrillingeskolen, Musikskolen, samt Ungdomsskolen inkl. 10’eren.
De decentrale enheder realiserede som nævnt ovenfor et samlet mindreforbrug på 9,9 mio. kr.
Mindreforbruget skyldes for en stor del, at skolerne afvikler driftsunderskud fra tidligere år, samt at udgifterne til elevafregninger i de internt takstfinansierede specialundervisningstilbud er faldende.
Skolerne er generelt lykkedes godt med at overholde de økonomiske rammer og den decentrale økonomi bliver gennemgående positivt understøttet af projekt: ”Flere med i fællesskaber i almenområdet” (FIFA). Det overordnede billede er, at skolerne i stadig højere grad lykkes med at inkludere flere elever i børnefællesskaberne på den lokale distriktsskole.
Fem skoler har i 2025 været underlagt handleplaner for underskudsafvikling. Disse tæller Anna Trolles Skole, Båring Skole, Hyllehøjskolen, Vestre Skole og Østre Skole.
Anna Trolles Skole, Båring Skole og Østre Skole er kommet rigtig godt i mål med handleplanerne, som er overopfyldt. Vestre Skole er kommet helt i mål med handleplanen. Skolen har nu afviklet sit underskud og frigives fra handleplanen.
Hyllehøjskolen er næsten kommet i mål med målsætningen, men har dog realiseret et mindre underskud. Skolens positive udvikling i segregeringsomfanget betyder, at skolen har gode forudsætninger for at komme i mål med handleplanen i 2026.
I forhold til Østre Skole skal det understreges, at der øjeblikket er nogle særlige udfordringer omkring trivsel og kvalitet i Heldagsklassetilbuddet på Gl. Aulby Skole. Der lægges i øjeblikket betydelige pædagogiske, ledelsesmæssige og økonomiske kræfter i at få Heldagsklassetilbuddet tilbage på sporet, så der fremover bliver en god kvalitet i undervisningen og god trivsel blandt elever og personale. Forvaltningen anser ”back on track arbejdet” som en fællesopgave for det samlede skoleområde. Af samme grund er merudgifterne i heldagsklasserne dækket fra den centrale budgetramme, så det ikke belaster Østre Skoles ellers gode regnskabsresultat.
Samlet konklusion på driften
Forvaltningens samlede konklusion på regnskabet på skoleudvalgets område er, at skoleområdet generelt står et fornuftigt sted. Arbejdet med at inkludere flere elever i børnefællesskaberne på de lokale distriktsskoler er i positiv udvikling via FIFA-programmet og målsætningerne om underskudsafvikling i handleplanerne er i al væsentlighed blevet indfriet.
Hovedfokus i de kommende år skal være at skabe og kontinuerligt forbedre rammevilkår for den almene skole således, at skolen udvikler stærke lærings- og børnefællesskaber, hvor langt de fleste børn kan trives. Et mål, der også fremmes af den saltvandsindsprøjtning almenområdet fik fra Sankthansforliget.
Samtidig er det som nævnt ovenfor en målsætning at sikre tilstrækkelig god kvalitet og trivsel i alle kommunens specialundervisningstilbud.

Indstilling

At Skoleudvalget godkender regnskabsberetningen for 2025 på Skoleudvalgets område. Regnskabsberetningen vil derefter blive indarbejdet i kommunens samlede årsregnskab.

Beslutning

Godkendt. Skoleudvalget ønsker et ledelsesmæssigt fokus på anvendelsen af midlerne fra Skt. Hans-forliget.

Sagsnummer

2026-002527