Punkt 438 | Byrådet | mandag den 6. maj 2024

Ekspropriation af færdselsret på Tømmervej 3

Dette punkt er fra en dagsorden. Beslutning fremgår først, når referatet er offentliggjort.

Sagsfremstilling

Der har været afholdt åstedsforretning på ejendommen Tømmervej 3, matr.nr. 10ck, Gelsted By, Gelsted, den 20. februar 2024. Ekspropriationen vedrører ophævelse af servitutrettighed til færdsel på ejendommen til afhentning af afgrøder fra den tilstødende mark. Færdselsretten er i konflikt med fjernvarmeudrulningen.

Det konkrete projekt vedrører fjernvarmeselskabets etablering og brug af en biomassekedel, påslag, askecontainer samt parkeringspladser, som er et led i det af kommunen godkendte varmeprojekt til grøn omstilling af gasområderne.

Indsigelsesperioden er overstået, og der kan træffes endelig beslutning om ekspropriation af færdselsretten.

Økonomi

Eventuel erstatning af et tab for Gelsted Tømmerhandel i forbindelse med ekspropriation betales af Gelsted Fjernvarme.

Hvis færdselsretten ikke kan bevares, ønsker lodsejeren en erstatning på 100.000 kr., som ifølge lodsejeren svarer til udgifterne til etablering af en ny vej frem til dyrkningsjorden i tilfældet af opførsel af et erhvervsbyggeri.

Gelsted Fjernvarme har anført, at der ikke er krav på erstatning, fordi ophævelse ikke har betydning for ejendommens værdi. Der er tale om en begrænset færdselsret, der ikke er udøvet i mange år, og der er sikret godkendelse af en anden og bedre overkørsel til Tømmervej. Desuden består den gamle færdselsvej længere mod nord ud til offentlig vej Søndergade.
Idet der ikke er opnået enighed mellem parterne om erstatning, skal spørgsmålet om erstatning forelægges taksationsmyndighederne, jf. varmeforsyningslovens § 18.

Beslutning

Godkendt.
Anders Møllegård deltog ikke i sagens behandling (inhabil).

Sagsnummer

2023-006257