Punkt 50 | Byrådet | tirsdag den 27. september 2022

Nye principper for garantistillelse på kultur og fritidsområdet

Dette punkt er fra en dagsorden. Beslutning fremgår først, når referatet er offentliggjort.

Sagsfremstilling

Økonomiudvalget besluttede på mødet den 21. juni, at der skal afholdes et fællesmøde med deltagelse af BKF-udvalget omkring de fremtidige principper for kommunal garantistillelse på fritidsområdet. 
I denne sags præsenteres et udkast til nye garantistillelsesprincipper på kultur- og fritidsområdet.

Økonomi

Det foreslås, at der indføres i alt 12 styrende principper for garantistillelse på kultur og fritidsområdet: 
Princip 1: En årlig samlet gennemgang og prioritering af garantiønsker
Garantiformål prioriteres en gang årligt i forbindelse med budgetforhandlingerne. 
 
Princip 2: Der skal være ledig låneramme for at stille en garanti
Der ydes som udgangspunkt kun garanti for et kultur- og fritidstilbud, såfremt kommunen har ledig låneramme. Med henblik på at kunne konstatere lånerammens størrelse, udmeldes garantier typisk i årets sidste kvartal.
 
Princip 3: Garantimodtager tilvejebringer 25% egenfinansiering
Garantimodtager skal som udgangspunkt tilvejebringe en egenfinansiering på 25% af den samlede anlægssum. Byrådet kan dog i helt i særlige tilfælde dispensere fra kravet, eksempelvis hvis der er tale om lån til udbedring af akut opståede bygningsskader mv. Der kan dog stilles garanti for den fulde anlægssum, hvis anlægsarbejdet sker på direkte foranledning af Middelfart Kommune. 
 
Princip 3a: Ingen egenfinansiering ved energirenoveirng
Der stilles ikke krav om egenfinansiering i de tilfælde, hvor der er tale om investeringer med energiforbedrende sigte, som har en rimelig tilbagebetalingsprofil (<15 år) og som samtidig opfylder betingelserne for ”låneadgang til energioptimering af bygninger” i Lånebekendtgørelsen.
 
Princip 3b: Ingen egenfinansiering når projektet udføres på direkte foranledning af kommunen
Der stilles ikke krav om egenfinansiering i de tilfælde, hvor et anledningsprojekt udføres på direkte foranledning af kommunen. Det vil sige, at kommunen har anmodet foreningen om at udføre anlægsprojektet med henblik på kommunens brug faciliteten.
 
 
Princip 4: Garantimodtagers økonomi skal kunne bære låneydelsen
Garantimodtager skal sandsynliggøre, at have en tilstrækkelig sund økonomi til at kunne løfte ydelsen på det lån, der stilles garanti for. Foreningen skal derfor i forbindelse med ansøgningen indsende et budget, samt regnskaberne for de seneste 3 år. 
 
Princip 5: Almennyttigt sigte
Foreningen skal kunne forrente og afdrage gælden og garantisummen skal stå i et rimeligt forhold til foreningens eller den selvejende institutions medlemstal.
Der kan ydes kun garanti til foreninger og selvejende institutioner, der agerer indenfor Folkeoplysningsloven og som har et almennyttigt sigte, herunder kulturformidlende institutioner eller idrætsforeninger, der beskæftiger sig med breddeidræt, spejderaktivitet osv. Det almennyttige sigte skal fremgå af vedtægterne. 
 
Princip 6: Ingen underskudsgarantier, som hovedregel
Kommunen stiller kun i helt særlige tilfælde underskudsgaranti i forbindelse med events. En underskudsgaranti skal stilles forud for begivenhedens afholdelse. Kommunen dækker aldrig bagudrettet et allerede opstået underskud med en underskudsgaranti.  
 
Princip 7: Maksimal løbetid og match af lånets løbetid mod aktivitets levetid
Lån med kommunegaranti (på fritidsområdet) kan have en løbetid på op til 30 år. Lånets løbetid skal dog altid være afstemt med aktivets forventede levetid.
 
Princip 8: Ingen tillægsgarantier ved projektfordyrelser (hovedregel)
Der gives som udgangspunkt ikke tillægsgarantier ved eventuelle projektfordyrelser. Garantimodtager skal have afsøgt alle muligheder for tilvejebringelse af yderligere egenfinansiering før der undtagelsesvist kan gives en tillægsgaranti.
 
Princip 9: Krav om salgs- og pantsætningsforbud
Når kommunen stiller garanti for bygningsetablering eller -renovering tinglyser Middelfart Kommune altid et salgs- og pantsætningsforbud i ejendommen. 
Kravet skal sikre, at garantimodtager ikke optager ny foranstillet gæld efter garantien er stillet.
Princip 10: Klima og bæredygtigheds initiativer prioriteres først
Klima og bæredygtighed har forrang i prioriteringen af garantitildelinger. Anlægsinvesteringer med klima- og bæredygtighedsmæssigt sigte kan fx være udskiftning af lyskilder, efterisolering, opsætning af solceller på en bygning eller udskiftning af varmekilder.
Modsat stilles der som hovedregel ikke garanti for projekter med væsentlige negative effekter på natur og miljø.
Princip 11: Der opkræves ikke garantiprovision af garantier på kultur og fritidsområdet (hovedregel)
Der opkræves som hovedregel ikke garantiprovision af garantier på kultur og fritidsområdet da garantiformålene typisk er omfattet af EU’s gruppefritagelsesforordning.
 
Princip 12: Garantien skal have lovhjemmel
Garantien må ikke stride mod de til enhver tid gældende kommunalfuldmagtsregler og statsstøtteregler, samt anden lovgivning.
Projekterne altid vurderes i forhold til kommunalfuldmagten og statsstøttereglerne. Disse betyder meget forenklet, at der ikke kan stilles garanti for aktører, der enten agerer kommercielt eller ikke har fri og lige adgang for kommunens borgere.
Eksemper kunne være aktører, der: (i) driver hotel, konference eller cateringvirksomhed som en del af den regnskabsførende enhed (ii) driver lokaleudlejning eller stiller lokaler til rådighed for eksterne på kommercielle virksomhed (iii) tilhører det, der klassificeres som professionel sport, dvs. ikke falder ind under et almindeligt folkeoplysende sigte (breddeidræt).
 
Listen er ikke udtømmende.

Beslutning

Godkendt, idet teksten justeres, så der også fremover er mulighed for at give mindre underskudsgarantier og så Klima og bæredygtighedsinitiativer prioriteres højt i stedet for først.
Principperne træder i kraft pr. 1. januar 2023, og ansøgninger i år håndteres inden for lånerammen for 2022.

Sagsnummer

2022-006011