Principper for garantistillelse på Kultur og Fritidsområdet
Dette punkt er fra en dagsorden. Beslutning fremgår først, når referatet er offentliggjort.
Sagsfremstilling
Denne sag omhandler principper for kommunal garantistillelse på Kultur- og Fritidsområdet.
Økonomi
Principperne kan sammenfattes således:
Garantiformål prioriteres en gang årligt i forbindelse med budgetforhandlingerne.
Der ydes som udgangspunkt kun garanti for et kultur- og fritidstilbud, såfremt kommunen har ledig låneramme. Med henblik på at kunne konstatere lånerammens størrelse, udmeldes garantier typisk i årets sidste kvartal.
Garantimodtager skal som udgangspunkt tilvejebringe en egenfinansiering på 25% af den samlede anlægssum. Byrådet kan dog i helt i særlige tilfælde dispensere fra kravet, eksempelvis hvis der er tale om lån til udbedring af akut opståede bygningsskader mv. Der kan dog stilles garanti for den fulde anlægssum, hvis anlægsarbejdet sker på direkte foranledning af Middelfart Kommune.
Der kan ydes garanti til foreninger og selvejende institutioner, der agerer indenfor Folkeoplysningsloven og har et almennyttigt sigte, herunder kulturformidlende institutioner eller idrætsforeninger, der beskæftiger sig med breddeidræt, spejderaktivitet osv.
Kommunen stiller kun i helt særlige tilfælde underskudsgaranti i forbindelse med events. En underskudsgaranti skal stilles forud for begivenhedens afholdelse. Kommunen dækker aldrig bagudrettet et allerede opstået underskud med en underskudsgaranti.
Der stilles ikke for nærværende garanti for etablering af nye svømmehaller i kommunen, grundet de meget høje etableringsomkostninger og efterfølgende krav til driftsstøtte.
Foreningen skal kunne forrente og afdrage gælden og garantisummen skal stå i et rimeligt forhold til foreningens eller den selvejende institutions medlemstal.
Lån med kommunegaranti kan have en løbetid på op til 30 år. Lånets løbetid skal dog altid være afstemt med aktivets forventede levetid.
Der gives som udgangspunkt ikke tillægsgarantier ved eventuelle projektfordyrelser. Garantimodtager skal have afsøgt alle muligheder for egenfinansiering før der undtagelsesvist kan gives en tillægsgaranti.
Når kommunen stiller garanti for bygningsetablering eller -renovering tinglyser Middelfart Kommune altid et salgs- og pantsætningsforbud i ejendommen.
Herudover følger det af gældende lovgivning og fortolkninger, at der kun ydes garantier til formål, der ligger indenfor rammerne af såvel kommunalfuldmagten og EU's statsstøtteregler. Det indebærer, at:
Der kan ikke stilles garanti til hotel-, konference og cateringvirksomhed, herunder aktører, der ikke har fuld regnskabsmæssig separation mellem støttede berettigede aktiviteter og kommercielle aktiviteter.
Der stilles ikke garanti til aktører, der driver lokaleudlejningsvirksomhed eller stiller lokaler til rådighed på kommerciel basis.
Der kan ikke stilles garanti for professionel sport, som ikke har karakter af breddeidræt.
Der stilles ikke garanti for fitnessaktivitet i områder, hvor fitness kan eller bliver drevet på kommerciel basis. Der kan dog stilles garanti motionsfaciliteter i områder, hvor kommerciel drift ikke er muligt, lige som der kan stilles garanti for faciliteter til genoptræning.
Der stilles ikke garanti for kommercielle underholdningsaktiviteter som ikke har et bærende kulturformidlende sigte, eksempelvis biografer, forlystelsesparker mv.
Der stilles kun garanti for nyt/ikkeudført anlægsarbejde. Det betyder, at der ikke kan stilles garanti bagudrettet for allerede udført anlægsarbejde.
Beslutning
Der afholdes i august fællesmøde med Børn- Kultur- og Fritidsudvalget om principperne for garantistillelse. Oplægget justeres i forhold til de faldne bemærkninger
Regitze Tilma deltog ikke i sagens behandling.Afbud: Regitze Tilma