Punkt 20 | Social- og Sundhedsudvalget | tirsdag den 14. april 2026

Handleplaner for underskudsafvikling under Social- og Sundhedsudvalget for regnskab 2025

Dette punkt er fra en dagsorden. Beslutning fremgår først, når referatet er offentliggjort.

Sagsfremstilling

I henhold til de økonomiske styringsprincipper for Middelfart Kommune skal der hvert år udarbejdes en skriftlig handleplan for budgetenheder, som har akkumuleret et underskud på mere end 5% af driftsbudgettet.
For enheder, der er inde i "underskudsafvikling via handleplan", skal der endvidere følges op på handleplanerne, indtil underskuddet er fuldt afviklet.

Økonomi

Handleplanerne for de 6 områder fremgår nedenfor.
(For en mere detaljeret indholdsgennemgang af handleplanselementerne se de til sagen vedhæftede bilag).
Myndighed Social- og psykiatri
I foråret 2025 blev Påskeplanen præsenteret, som handleplan på den uholdbare økonomiske situation i myndighedsøkonomien. Påskeplanen indeholder en række indsatser, som skal sikre balance mellem budget og udgifter først og fremmest ved at reducere antallet af borgere på bosteder. Indsatserne er efterfølgende igangsat i social- og psykiatriafdelingen m.fl..
For at sikre budget i balance arbejdes der med følgende indsatser:
Fra bosted til eget hjem (alle aldersgrupper inkl. ældre til plejehjem).
Indsatserne på området består derfor i:
Sagsbehandlere gennemgår borgere på bosteder og finder egnede til at flytte i egen bolig.
Kompetenceudvikling af myndighed og bostøtte indenfor bl.a. autismeområdet så det er muligt at give støtte i egen bolig til målgruppen.
Udbygning af bostøtte og værestedskapacitet samt aktivitetsvifte i dagbeskæftigelsen for at kunne rumme og understøtte borgere i eget hjem.
Indsatserne på området består derfor i:
Udvidelse af bostøttens åbningstid og styrkelse af de faglige kompetencer hos medarbejderne.
Udvidelse af Multihusets målgruppe og skabe nye tilbud, der gør det attraktivt at benytte for flere borgere. Det gælder f.eks. Møbelcentralen og aktiviteterne på gården på Nørregade 140 i Ejby.
Udvidet ungeindsats (øget mestringsfokus på tværs af børn, unge og voksenindsatser så der fra starten kan arbejde med målet om, at borgerne skal bo i eget hjem).
Indsatserne på området består derfor i:
Fælles kompetenceudviklingsforløb hvor både bostøtter, ungekonsulenter og familiekonsulenter inddrages, således at flere unge mennesker med forskellige sociosociale udfordringer vil kunne mestre at bo i egen bolig med en relevant udviklingsorienteret støtte fremfor visitering til botilbud.
Forenklede arbejdsgange, styrkede samarbejde mellem sagsbehandlere og bostøtte samt skærpet fokus på takstforhandling.
Indsatserne på området består derfor i:
Smidigere visitation hvor sagsbehandlerne får mulighed for at visitere direkte til kommunens egen bostøtte uden behandling på visitationsmøder.
Fælles kompetenceudvikling for at sikre fælles viden om hvilke indsatser, der er mulighed for at skabe i bostøtten bl.a. som alternativ til private leverandører.
Tættere samarbejde – f.eks. gennem deltagelse på teammøder og lignende for at styrke det daglige samarbejde.
En medarbejder er kompetenceudviklet til at kunne fungere som kontraktforhandlere der specialiseres til at kunne forhandle og genforhandle kommunens kontrakter vedr. botilbud.
Det forventes at ovenstående tiltag vil tage tid at implementere og som følge af gældens størrelse vil afdragsperioden være lang.
Skovbakken
Skovbakkens budget er styret via en beregnet takst, der tager udgangspunkt i de faktiske og forventede udgifter på botilbuddet. Taksten er defineret af beboernes støttebehov og skal bruges til at levere den nødvendige støtte til borgerne. Taksten skal genberegnes en gang årligt og er underlagt en lang række krav både lovgivningsmæssigt samt udarbejdet i regi af Socialdirektørforum for at sikre en ensartet og gennemskuelig takststruktur på tværs af kommunerne i regionen. Ved hver takstberegning skal kommunen indregne både forventet løn- og driftsudgifter mm. Viser regnskabsresultatet en større difference fra det forventede udgiftsniveau, må kommunen indregne dette i næste års takstberegning. I tilfælde af merforbrug kan taksten øges, og ved mindreforbrug skal taksten reduceres. Som følge af de sidste års stigende takster, er det besluttet i fællesskab med Socialdirektørforum, at taksterne i kommunerne så vidt muligt holdes i ro, og maksimalt stiger med den forventede pris- og lønfremskrivning.
Idet Skovbakken er takstfinansieret og budgettet derfor beregnet ud fra faktiske behov, er det kun muligt at underskudsafviklingen foregår i to spor. Det første spor ligger i selve takstberegningen. Her er det muligt at indregne alt merforbrug, der overstiger 5% af budgettet, hvilket svarer til 6,4 mio. kr. Dette medfører dog en stigning i taksten udover det fastsatte i Socialdirektørforum.
På Skovbakken er der pt. 26 indskrevet borgere, hvoraf 12 er fra Middelfart og 14 borgere fra andre kommuner (de to sidste, der flytter fra det lukkede hus, er fra andre kommuner). Ved en takststigning vil både Middelfart Kommune og de øvrige bopælskommuner skulle deles om finansieringen af underskuddet via myndighedsbudgetterne. De resterende 0,8 mio. kr. afvikles ved optimering af arbejdsgange på Skovbakken, som er mulige grundet sammenlægningen med Fælleshåb, der efterfølgende indregnes som en reduktion i taksten. Selve underskudsafviklingen sker derfor under myndighedsbudgettet.
Kommunal sygepleje og Sundhedsklinikker
Det opsparede underskud på den kommunale sygepleje er opstået igennem flere år, men særligt igennem de seneste år. Den samlede gæld i sygeplejen er på 25,649 mio. kr. I 2023 blev der udarbejdet en sikringsplan for budgetoverholdelse for sygeplejen. Planen betød at puljen til de uddelegerede sundhedslovsydelser blev flyttet til hjemmeplejen. Merforbruget i forhold til uddelegerede sundhedslovsydelser er reduceret og som følge deraf flyttes puljen tilbage til sygeplejen. Sygeplejen deltager i 2 EU-projekter. Der er en forsinkelse på ca. et halvt år i forhold til betaling for de indsatser sygeplejen levere ind i projektet. Det er en af årsagerne til merforbruget i 2025.
Der forventes balance i 2026 og at der kan afdrages 0,900 mio. kr. på gælden i 2027 som følge af periode forskydning på de 2 projekter. I 2028 og 2029 forventes det at der kan afdrages 0,600 mio. kr. årligt. Sundhedsreformen vil få indflydelse på sygeplejen derfor kan der komme justeringer af planen i de kommende år.
I forbindelse med regnskab 2029 vil der blive udarbejdet en ny handleplan for at afdrage yderligere på gælden.
Sundhed og Træning
I 2023 blev der udarbejdet en sikringsplan for budgetoverholdelse for sundhed og træning. Planen er blevet overholdt for 2025. Der er således afdraget 0,340 mio. kr. på gælden. Der overføres en gæld på 3,465 mio. kr. til 2026.Planen er at der i 2026 til 2029 afdrages på gælden med 0,250 mio. kr. om året. Der vil blive holdt igen i forhold til ansættelse og driftsudgifter. For 2030 skal der udarbejdes en ny plan for resten af gælden.
Kost og ernæring
Det opsparede underskud på kost og ernæring er opstået i 2022 og 2023. Det samlede underskud er på 1,648 mio. kr. I 2023 blev der udarbejdet en sikringsplan for budgetoverholdelse for kost og ernæring. Planen har betydet at alt den varme mad til kommunens plejehjem nu produceres i køkkenet på Fænøsund Plejehjem. På den måde har det været muligt at reducere i antallet af medarbejdere. I 2025 har det lykkes at afdrage 0,191 mio. kr. på gælden. Det forventes at det er muligt at afdrage med 0,200 mio. kr. årligt ind til gælden er væk i 2033.
Myndighed senior og hjælpemidler
Myndighed senior og hjælpemidler har en samlet opsparet gæld på 6,913 mio. kr.
I 2025 lykkes det ikke at holde handleplanen for underskudafvikling som i 2023 og 2024. Området kom ud med et merforbrug på 3,777 mio. kr. som særligt kan tilskrives en stigning i udgifterne til hjælpemidler. 2025 var præget af dyre enkeltsager i forhold til biler, boligindretning og proteser og SBH-kørsel.
I 2023 blev der udarbejdet en sikringsplan for budgetoverholdelse for Myndighed ældre og hjælpemidler. Indsatserne fra sikringsplanen har haft en virkning særligt i forhold til bedre lagerstyring og øget genbrug af hjælpemidler, samt fokus på billigst bedst egnede produkter (indkøbsaftaler) i et tættere samarbejdet mellem sagsbehandlere og hjælpemiddeldepotet. Forvaltningen holder fast i handleplanen, men vil løbende afsøge nye muligheder for besparelser og effektiviseringer. Det forventes at gælden er afviklet i 2032.
Hjemmeplejen
Det opsparede underskud i hjemmeplejen er især opstået i perioden 2022-2025. Den samlede opsparede gæld er på 20,340 mio. kr. Det lykkes ikke hjemmeplejen at overholde sikringsplanen for 2025. Merforbruget blev 3,0 mio. kr. større end forventet. De primære forklaringer har været et meget højt sygefravær og implementering af helhedspleje (ældrereformen) som har kostet ekstra ressourcer.
Der er lavet en revideret plan for at sikre balance i hjemmeplejen. Puljen til uddelegeret sundhedslovsydelser er flyttet tilbage til sygeplejen som forventes at komme i mål med at sikre balance i 2026.Dernæst er rengøringsteamet lukket pr. 1. marts 2026 og opgaverne er tilbage i hjemmeplejen, som skal varetage rengøringsopgaverne uden at ansætte nye personaler. Sidst men ikke mindst vil man i løbet af 2026 implementere et system, som bruger kunstig intelligens til at lave kørelister for hjemmeplejen. Erfaringer fra andre kommuner viser at der både spares tid i forhold til planlægningsopgaven og at køretiden reduceres. Sideløbende arbejdes der på at nedbringe sygefraværet. Der forventes først fuld effekt af handleplanen i 2027 hvor der afdrages på gælden med 0,800 mio. kr. årligt.
Plejehjem og Dagcenter
Det opsparede underskud på plejehjem og dagcentre er især opstået i perioden 2022-2025. Den samlede opsparede gæld er på 24,255 mio. kr. I 2023 blev der udarbejdet en sikringsplan for budgetoverholdelse for plejehjem og dagcenter Planen har betydet at der er blevet arbejdet meget med nye vagtplaner i forhold til bemanding i de forskellige vagtlag og så er der stor fokus på vikarforbruget. Der forventes balance i 2026.
Det er forudsat at hver plejehjem i gennemsnit afdrager 0,125 mio. årligt af gælden og at dagcenter samt fællesområdet afdrager 0,100 mio. kr. årligt. Samlet afdrag på gælden i 2026-2030 er 4,400 mio. kr. Fra 2031 skal der laves en ny plan.

Indstilling

At handleplanen for myndighed Social og Psykiatri bliver godkendt
At handleplanen for Skovbakken bliver godkendt
at handleplanen for Sygepleje og Sundhedsklinikker bliver godkendt.
at handleplanen for Sundhed og Træning bliver godkendt.
at handleplanen for Kost og ernæring bliver godkendt.
at handleplanen for Myndighed Senior og Hjælpemidler bliver godkendt.
at handleplanen for Plejehjem og Dagcenter bliver godkendt.
at handleplanen for Hjemmepleje bliver godkendt.

Sagsnummer

2026-005118