Forslag til kriterier for Grøn Pulje
Dette punkt er fra en dagsorden. Beslutning fremgår først, når referatet er offentliggjort.
Sagsfremstilling
Når et nyt vedvarende energianlæg sættes i drift i en kommune, skal opstilleren jf. lovgivningen indbetale et fastlagt beløb til en Grøn Pulje i kommunen. Byrådet skal beslutte kriterier og administration af Grøn Pulje på basis af eksisterende bekendtgørelse.
Denne sag indeholder forslag til kriterier for Grøn Pulje i Middelfart Kommune. Den behandles i Klima, Natur- og Genbrugsudvalget, Teknisk Udvalg, Økonomiudvalget og Byrådet
Økonomi
I Grøn Pulje 2022-2025 er der indbetalt 630.000 kr. fra Better Energy Nørre Aaby P/S, som har opstillet et solcelleanlæg ved motorvejen tæt på Nørre Aaby (Vanghavevej).
Med den nuværende pipe-line af mulige VE-anlæg (solceller) er der basis for samlede indbetalinger i størrelsesordenen af 9 millioner kr. til Grøn Pulje. Der er også forespørgsler på opsætning af vindmøller i kommunen. Det vil yderligere øge indbetalingerne til Grøn Pulje.
Byrådet kan afsætte 8 procent af det indbetalte beløb til kommunens administration af midlerne i Grøn Pulje, som lovgivningen åbner op for. Beløbet skal dække administration af ordningen herunder til indkaldelse af ansøgninger, udvælgelse af projekter, tildeling af tilsagn om tilskud, samt udbetaling af tilskud.
Med det nuværende indbetalte beløb, udgør administration af puljen 50.000 kr. Der er derfor 580.000 kr. til uddeling i puljen vedr. solcelleprojektet ved Vanghavevej.
Er midlerne i Grøn Pulje ikke tildelt til projekter 3 år efter indbetaling, skal Byrådet overføre restbeløbet til statskassen (Bagatelgrænsen for overførsel af midler til statskassen, jf. § 14, stk. 5, i lov om fremme af vedvarende energi, er 10.000 kr.).
Beslutning
Godkendt.
Allan Buch deltog ikke i sagens behandling.