Teknisk Udvalg går nu i gang med at udpege de områder, der skal være ekstra fokus på i perioden 2026-2029. Opgaven er at finde 3-5 hovedemner, som udvalget vil lægge særlig vægt på.

Første af flere drøftelser

Processen starter med en første drøftelse på mødet i marts. Her skal udvalget indkredse de emner, de vil arbejde videre med. Udvalget har fået anbefalinger fra det tidligere Teknisk Udvalg, som de kan bruge som inspiration.

Arbejdet med de politiske mål sker samtidig med, at kommunen udarbejder en ny vision. Alle udvalg i Byrådet gennemgår samme proces inden for deres ansvarsområder.

Proces frem til sommer

Efter den første drøftelse i marts samles alle udvalgenes idéer på et byrådsseminar 26.-27. marts. Her skal politikerne drøfte, om der er temaer, der går på tværs af flere udvalg.

Dernæst fortsætter arbejdet med en anden drøftelse i april og en endelig behandling i maj. I juni kan Byrådet vedtage de samlede politiske mål for alle udvalg.

De politiske mål gælder for hele byrådsperioden og viser borgerne, hvilken retning politikerne ønsker at gå i de kommende år.