Klimafolkemødet bliver fast inventar i Middelfart. Økonomiudvalget har godkendt, at årets event skal bruges til at indsamle viden om, hvordan folkemødet kan udvikles fra 2028 og frem.

Konkret skal der ses på tre ting: Hvor længe skal eventet vare, hvor skal det placeres, og hvordan kan flere eksterne penge komme i spil. Målet er at få erhvervsliv, foreninger og fonde til at bidrage mere end i dag.

Vokset til 40.000 deltagere

Klimafolkemødet afholdes i 2026 for syvende gang. Siden starten er det vokset til over 40.000 deltagere med 18 scener, 400 debatter og 100 boder. Analyser viser, at eventet giver værdi: Lokale butikker og hoteller fik i 2024 et direkte forbrug på 21,3 millioner kroner, og branding-værdien for kommunen ligger på 5 millioner kroner.

En medieanalyse fra Infomedia viser, at Klimafolkemødet har størst gennemslagskraft af alle folkemøder udenfor Bornholm.

Henter eksterne penge

Kommunen brugte i 2025 2,7 millioner kroner på eventet, mens sekretariatet hentede 4,9 millioner kroner fra eksterne bidragsydere. Fem fuldtidsmedarbejdere arbejder året rundt med at arrangere folkemødet.